Transfusionsinstruktion, Regional. Bivirkninger og komplikationer, KIA
Formålet med denne Instruktion er at beskrive forekomst og håndtering af bivirkninger og komplikationer til behandling med blodkomponenter.
Instruktionen henvender sig til sundhedspersonale der er beskæftiget med transfusionsbehandling - opsætning og overvågning samt journalføring i forbindelse hermed.
Sværhedsgraden af transfusionsreaktioner kan variere betydeligt, men de er oftest kortvarige og harmløse, såsom feber og kulderystelser.
En klinisk vurdering, ordination af eventuel behandling samt indberetninger til Transfusionscentret/lokale blodbank skal forestås af den ansvarshavende læge i den kliniske afdeling..
Sundhedspersonale skal snarest til Transfusionscentret/lokale blodbank indberette alvorlige bivirkninger iagttaget hos modtager i tilknytning til transfusion med blod eller blodkomponenter.
Transfusionscentret skal herefter snarest indberette de af sundhedspersonalet modtagne indberetninger til Lægemiddelstyrelsen.
Den vagthavende læge i Transfusionscentret skal straks underrettes i tilfælde af fejl, forvekslinger eller alvorlige transfusionskomplikationer, som skyldes behandling med blodkomponenter.
Hændelsen indberettes til DART af Transfusionscentret.
Afhængig af hændelsen vil der evt. kunne blive fremsendt et uddybende skema til udfyldelse af afdelingen, hvor hændelsen er sket. Indberetning er anonym.
Forvekslinger, eller fejltransfusioner skal indberettes til DPSD som en utilsigtet hændelse på den afdeling, hvor hændelsen er sket.
Ved mistanke om transfusionsreaktioner:
Blodkomponenter består af tre hovedbestanddele: Erytrocytter, trombocytter og plasma. Alle indeholder dog en mindre del af de andre to komponenter samt leukocytter. Derfor kan fx en erytrocytkomponent resultere i en bivirkning eller komplikation, der udløses af trombocytter eller plasma.
Lægen skal informere patienterne om, at alvorlige bivirkninger og komplikationer, herunder transfusionsoverført smitte, meget sjældent ses, men at det kan forekomme.
De hyppigste, alvorlige komplikationer ved blodtransfusion skyldes forvekslinger, der resulterer i transfusion til forkerte patienter, eller transfusion af forkerte blodkomponenter.
De fleste bivirkninger og komplikationer er dog kortvarige og harmløse, såsom feber og kulderystelser.
Der kan under og umiddelbart efter transfusionen opstå alment ubehag, feber, kvalme, opkastning, kulderystelser, smerter, åndenød, hjertebanken, blodtryksændringer, hududslæt, diarré og rødfarvning af urinen.
Patienten skal i så fald hurtigt vurderes af en læge, da symptomerne kan skyldes hæmolyse, forurening af blodet med bakterier, hjerteinsufficiens eller overfølsomhedsreaktioner.
Smitte overført ved transfusionen eller nedbrydning af de transfunderede erytrocytter kan i op til flere måneder efter transfusionen forårsage eksempelvis feber, uforklarlig træthed, appetitløshed, kvalme, diarré, hududslæt, åndenød, gulsot og rødfarvet urin.
Patienten skal i disse situationer opfordres til at kontakte egen læge eller den kliniske afdeling, hvor blodet er givet for at orientere om transfusionen og symptomerne.
Af samme grund er det vigtigt, at der i epikrisen oplyses, at patienten har modtaget blodtransfusion.
Følgende blodprøver bør udtages til udredning af evt. transfusionskomplikation: Hb, Bilirubin, Blodtype og DAT.
Lægen skal journalføre alle oplysninger om indtrådte komplikationer og bivirkninger. Se punkt 4. Ansvarsforhold.
Blodtransfusion kan påvirke immunsystemet og resultere i en række kliniske manifestationer, som er nævnt nedenfor, fx transfusionsrelateret akut lungeskade (TRALS).
Herudover er der mistanke om, at transfusion kan have en mindre iøjenfaldende immunmodulerende virkning (TRIM). Således er transfusion vist at have en gunstig virkning på overlevelsen af transplanterede nyrer, formentlig på grund af en immunsupprimerende effekt.
Det er derimod fortsat usikkert, om transfusion i sig selv resulterer i en øget frekvens af postoperative infektiøse komplikationer og cancerrecidiv på opererede patienter.
Det er ligeledes uvist, om disse bivirkninger i givet fald kun er relateret til enkelte patientgrupper eller enkelte indgreb, og om risikoen kan reduceres ved leukocytdepletering af blodkomponenterne.
Det er dog vist, at transfusion ikke øger risikoen for udvikling af primær cancer.
Usikkerheden vedrørende betydningen af TRIM understreger, at der udelukkende skal gives transfusionsbehandling, når det er absolut indiceret Komplikationen skyldes oftest identifikations- og registreringsfejl, som resulterer i AB0 uforligelighed.
Komplikationen er meget alvorlig og kan være fatal.
Kontakt hurtigst muligt Transfusioncentrets vagthavende læge. Hvis der er betydelig almenpåvirkning kontaktes vagthavende anæstesiolog.
Komplikationen skyldes:
Disse irregulære antistoffer afsløres ikke altid ved antistofscreeningen, der udføres i forbindelse med blodtypebestemmelsen, eller forligelighedsprøven, da koncentrationen kan være under detektionsgrænsen.
Ved fornyet transfusion forstærkes alloimmuniseringen, som kan føre til (oftest lettere) hæmolyse dage til uger efter transfusionen.
Hvis en patient falder i hæmoglobinværdi uden påviselig årsag, bør det undersøges, om patienten har fået blodtransfusion inden for de sidste 14 dage. En portion erytrocytter indeholder cirka 200 mg jern, og efter transfusion af 20 enheder, der ikke er tabt ved blødning, vil der ofte være de første tegn på begyndende jernoverload med stigende s-ferritin. Jernoverload kan afhjælpes med jernkelerende behandling. Det kan ses hos børn op til 15 år og anuriske patienter efter massiv transfusion. Komplikationerne er almindelige. Typisk ses feber, kulderystelser, urtikaria og kløe. Skyldes dannelsen af specifikke trombocytantistoffer inden for HPA-systemet, men ses også efter erytrocyttransfusion.
Det ses ved anvendelse af ikke-AB0 forligelige trombocytblodkomponenter, hvor plasmadelen indeholder anti-A og/eller anti-B.
Skyldes indholdet af citrat og ses ved transfusion af større mængder plasma. Tilstanden behandles løbende med calciumklorid monitoreres ud fra den arterielle calcium-ion koncentration. Skyldes skade på karendotelet og ses hos 2-4 % af patienter transfunderet med frisk frosset plasma.
Overfølsomhed for plasmaproteiner resulterer i urtikaria eller anafylaktisk shock. Sidstnævnte kan optræde hos patienter med IgA mangel og med anti-IgA antistoffer.
Tilstanden kan optræde, hvis fx det anvendte plasma indeholder antistoffer mod leukocytter (rettet mod HLA eller granulocytantigener).
Der kan forekomme rest-leukocytter i alle blodkomponenter.
Komplikationen er sædvanligvis forårsaget af leukocytter og/eller cytokiner. Ved gentagne reaktioner skal der ved behov for yderligere transfusion anvendes leukocytdepleterede erytrocyt- og trombocytkomponenter.
Komplikationen er ikke særlig hyppig som følge af, at Region Sjælland kun anvender leukocytdepleterede erytrocyt- og trombocytkomponenter.
Dannelse af HLA-antistoffer samt evt. specifikke trombocytantistoffer. Risikoen for dette er betydelig nedsat, da Region Sjælland kun anvender leukocytdepleterede erytrocyt- og trombocytkomponenter.
I sjældne tilfælde udvikles TRALS, fordi patientens leukocytantistoffer reagerer med donorleukocytter.
Donors leukocytter kan forårsage GvHD hos patienter med kongenitte immundefekter, neonatale, AIDS-patienter, immunsupprimerede patienter med defekt lymfocytfunktion efter behandling med f.eks Fludara, Mb. Hodgkin og andre hæmatologiske sygdomme, eller – såfremt donor er HLA homozygot – hos haploidentiske immunkompetente recipienter af knoglemarvsstamceller.
Risikoen kan imødegås ved anvendelse af bestrålede erytrocyt- og trombocytkomponenter.
Selv om der er foretaget regelret donorudvælgelse og screening, resterer der en minimal risiko for overførsel af infektion, hvis donor er i den meget tidlige fase af infektionen. Undersøgelsen foretages på nye donorer. Infektionen kan hindres ved anvendelse af leucocytdepleteret erytrocyt- eller trombocytkomponenter, hvilket har vist sig at være ligeså effektivt som produkter fra donorer med negativ CMV serologi.
Epstein-Barr virus, West Nile virus, Chikungunya virus og andre virus kan overføres med blod og kan give lette til alvorlige komplikationer hos immunsupprimerede patienter.
Skyldes bakteriel forurening af blodkomponenten fra utensilier eller fra donor. Dette er sjældent, men ses hyppigere efter trombocyttransfusion end efter erytrocyt- og plasmatransfusion.
Malaria og en række andre parasitter kan overføres med blod. Bloddonorer har 6 måneders karantæne efter ophold i malariaområder.
Alle bivirkninger i forbindelse med blodtransfusion skal rapporteres til Transfusionscentret/lokale blodbank, og de skal beskrives på transfusionsjournalen.
Se også: Transfusionsbehandling - Overordende ansvarsforhold.
Utilsigtede hændelser skal dokumenteres i patientjournal, på transfusionsjournal og til Dansk Patientikkerhedsdatabase.
Denne instruktion er udarbejdet af Transfusionscentret, Næstved Sygehus, i 2012 og godkendt af Region Sjællands regionale transfusionsråd. Den gælder for hele Region Sjælland. Ingen
Referencedokument (Dok ID 252338) 20.09.2013
| |