Udskriv
 

Tarmpatogene bakterier (undersøgelse for), KMD

 
1) Princip
2) Indikation
3) Fremgangsmåde
4) Udføres på
5) Svar og tolkning
6) Bemærkninger
 
1) Princip

Dyrkning på selektive medier kombineret med detektionsmetoder for specifikke gener og antigener efter behov.

 

Der undersøges rutinemæssigt for Salmonella, Shigella, Yersinia, Campylobacter og evt. Vibrio.

 

For udvalgte patientgrupper inkluderes Diarréfremkaldende E. coli*:

a. Børn under 7 år.

b. Blodig diarré (makroskopisk eller oplysninger om blodig diarré på rekvisitionsseddel).

c. Rejsediarré (udenfor Skandinavien, det vil sige Norge, Sverige og Finland).

d. Oplysninger om hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS) på rekvisitionen. 

 

Såfremt der ønskes undersøgelse for Clostridium difficile skal der fremsendes særskilt fæcesprøve og rekvisition til dette.
 
2) Indikation
  • Svær eller længerevarende diarrésygdom.
  • Diarré ved ophobede tilfælde af diarrésygdom i omgivelserne.
  • Mistanke om hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS) på rekvisitionen.

 

Kliniske oplysninger er meget vigtige på rekvisitionen, herunder oplysninger om evt. blodig diarré, rejseanamnese og ophobning af diarrétilfælde i patientens nærhed. Afføringsprøver i forbindelse med udredning af ophobede tilfælde af gastroenteritis på hospitalsafdelinger konfereres med klinisk mikrobiolog.


 
3) Fremgangsmåde

Prøvemateriale

Fæces (pus, blod eller slim medtages i prøveglasset).

 

Utensilier

Fæcesrør med beskyttelsesrør.

 

 

 

Prøvetagning

Prøve bør så vist muligt tages før eventuel antibiotikabehandling.

Én fæcesprøve er tilstrækkelig på grund af analysens sensitivitet.

Fæces opsamles bedst i et rent bækken eller i en potte/skål. Med prøvetagningsskeen opsamles frisk kvitteret fæces (pus, blod eller slim tages med).

Fæcesrøret fyldes 1/3 op.

For at undgå smitte til andre personer må prøverøret ikke forurenes på ydersiden, og efter påfyldningen skal skruelåget skrues hårdt til, så lækage under transport undgås.

Prøverøret skal transporteres i det medfølgende plastikhylster med proplåg og lægges i adresseret kuvert.

 

Opbevaring og forsendelse

Prøvematerialet opbevares i køleskab (2-8 °C) til forsendelse.

 

Sendes umiddelbart efter prøvetagningen i beskyttelsesrør til Klinisk Mikrobiologisk afdeling, Slagelse Sygehus eller Nykøbing F Sygehus.

 

Prøver fra almen praksis afleveres til i praksis så prøver kan nå hurtigt frem til Klinisk Mikrobiologisk afd. Alternativt anvendes Quickpost.

 

I ambulatorier skal også anvendes Quickpost hvis prøver ikke sendes via ambulatoriet.


 
4) Udføres på
Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Slagelse sygehus.

 
5) Svar og tolkning

Svar

Negative prøver besvares skriftligt efter 2-3 døgn.

Positive prøver besvares skriftligt efter 2-4 døgn. Man må påregne forsinkelse på prøver, som modtages op til weekenden.

 

Svar afgives elektronisk til henholdsvis Sundhedsplatform eller lægesystem i almen praksis.

 

Tolkning

Positivt bakteriefund kan ses under aktuel sygdom og efter overstået sygdom.

Der er kun indikation for kontroldyrkning hos patienter med påvist Salmonella typhi, Salmonella paratyphi, Shigella dysenteriae type 1 og VTEC (se nedenfor). I alle andre tilfælde frarådes kontroldyrkning, da der må forventes en udskillelsesperiode på uger til måneder. Dette er særligt karakteristisk for Salmonella.


 
6) Bemærkninger

Dersom der ønskes undersøgelser for både tarmpatogene bakterier og tarmpatogene parasitter, skal der indsendes to prøver og to rekvisitionssedler.

 

*Diarréfremkaldende E. coli

Omfatter: Verocytotoxin producerende E. coli (VTEC), enteropatogene E. coli (EPEC), intiminproducerende E. coli (A/EEC), enterotoxigene E. coli (ETEC) og enteroinvasive E. coli (EIEC).

 

VTEC stammer opdeles i HUS associeret VTEC stammer og lav-risiko VTEC stammer.

HUS associeret VTEC kan danne verocytotoksin, som kan forårsage blodig diarré og er desuden den hyppigste årsag til hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS), karakteriseret af blandt andet nyresvigt og blødning. HUS ses især hos børn. Antibiotika behandling er kontraindiceret for HUS-associeret VTEC.

EPEC er den klassiske spædbarnspatogene E. coli og forårsager ofte ublodig diarré, som kan være længerevarende (> 14 dage). De fleste infektioner kræver ikke antibiotika, men kan med held behandles med antibiotika, hvis der skønnes behov herfor.

 

Intiminproducerende E. coli (A/EEC) er en gruppe E. coli med fortsat uafklaret sygdomspotentiale. Visse stammer kan være diarréfremkaldende. Ved langvarig diarré kan forsøges behandling med antibiotika, men differential diagnostiske årsager til diarré sygdommen må overvejes.

 

ETEC er hyppig årsag til diarré i udviklingslande og er den hyppigste årsag til turistdiarré ved udlandsrejse. ETEC infektioner er kortvarige, selvlimiterende og behandles ikke med antibiotika.

 

EIEC er tæt relateret til Shigella, men forårsager mildere diarré sygdom end Shigella dysenteriae type 1. EIEC forekommer overalt i verden, men mest i udviklingslande, hvorfor infektionen i Danmark primært påvises hos hjemvendt rejsende. Skal ofte behandles med antibiotika.

 

Som det fremgår, gælder det for diarréfremkaldende E. coli, ganske som de øvrige bakterielle og virale gastroenterit sygdomme, at hjørnestenen i behandlingen er væske- og elektrolyterstatning af det lidte tab. 

 

Anmeldelse, myndighedsbestemmelser

Levnedsmiddel- eller vandbåren sygdom er anmeldelsespligtig for behandlende læge (klinisk diagnose + mistanke til bestemt måltid eller levnedsmiddel eller vandforsyning som årsag til symptomerne) uafhængigt af evt. dyrkningssvar og skal ikke afvente dyrkningssvar. Anmeldelse foretages på formular 1515. Ved mistanke om udbrud telefonisk til Embedslægeinstitutionen.

 

Derudover er VTEC, Shigellose, Tyfus, Paratyfus og Kolera individuelt anmeldelsespligtige for behandlende læge (formular 1515).

 

Se: Sundhedsstyrelsens Vejledning nr. 60 af 14. april 2000 om Lægers Anmeldelse af Smitsomme Sygdomme mv. og Sundhedsstyrelsens retningslinjer for håndtering af hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS) og verocytotoxinproducerende E. coli (VTEC)  https://sundhedsstyrelsen.dk/da/sundhed/smitsomme-sygdomme/~/media/F1BB62D970B545CBB309AD0A692DE90E.ashx

 

Kontroldyrkning

Følsomme erhverv og børn i børneinstitutioner:

Patienter med Campylobacter, zoonotiske Salmonella, lav risiko VTEC eller Yersinia ansat i fødevarevirksomheder, har tilknytning til plejehjem, sygehus eller børneinstitution kan genoptage arbejdet, når de er klinisk raske, har formet afføring, er afebrile og har god almentilstand. Der må dog, evt. sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed, foretages en konkret vurdering af, om personen har forståelse for og kan opretholde en almindelig god hygiejne, især håndhygiejne. Børn må modtages i institutioner, når de er klinisk raske.

For patienter med HUS associereret VTEC, Shigella, Tyfus og Paratyfus gælder som hovedregel, at der skal foreligge to på hinanden følgende negative, separate afføringsprøver, før arbejdet genoptages, eller barnet kommer i institution igen. Det vil dog i den konkrete situation bero på et skøn foretaget af Styrelsen for Patientsikkerhed.

 

Almindelige erhverv:

Patienter, der har almindeligt erhverv, kan genoptage arbejdet, når de er klinisk raske, har formet afføring, er afebrile og har god almentilstand. Der er således ingen krav om negative fæcesdyrkninger.

 

Ekstern kvalitetskontrol

Afdelingen deltager i eksterne kvalitetsprøver fra NEQAS, England, ECDC (Statens Serum Institut).


 
25.11.2017